Hugo Vercasson
Saint Joseph, Rhone, Frankrig
Hugo Vercasson holder til i den nordlige del af Rhône-dalen i Frankrig.
Efter endt uddannelse begyndte han at arbejde og stå i lære hos Domaine de l’Iserand i Rhône-dalen, samtidig med at han blev oplært af familievennen og nabo Hervé Souhaut.
Hugo er et af de helt store, nye talenter i Rhône-dalen og laver præcise, seriøse og udtryksfulde Saint-Joseph-vine med en selvsikkerhed, man normalt forbinder med en vinmager med dobbelt så mange år på bagen.
I 2021 sprang han ud i sit eget projekt og overtog stejle, højtbeliggende parceller i Arras-sur-Rhône og Eclassan – i den sydlige ende af appellationen.
Hugo arbejder med en økologisk tilgang i markerne og så meget manuelt arbejde som muligt.
I kælderen arbejder han efter en enkel filosofi med hele klaser under gæringen af de røde vine og direkte pres af druerne til hans hvidvin.
Alle vine gærer i ståltanke, de røde vine overføres efterfølgende til amforaer, mens hans hvidvin forbliver på stål.
Alle vine lagrer i 11 måneder før aftapning.
@HugoVercassonVigneron